Generalforsamling 2018

Formandens beretning

På generalforsamlingen sidste år takkede Jeanette Pagh Emanuelsen som bekendt af, for at tiltræde som formand for hovedbestyrelsen. Der blev ikke valgt nye ind i bestyrelsen, da vi teknisk set stadig var medlemmer nok. Derfor var det også først på det først kommende bestyrelsesmøde, at vi konstituerede os med Anne Riis Ruby fortsat som kasserer, Jette Bolvig Andersen fortsat som sekretær, Joan Skøtt Thomsen og Louise Hvilshøj Madsen som menige medlemmer og undertegnede som formand.

Vi har en velsmurt forening og resten af sidste sæson forløb også ganske gnidningsfrit med både vores store juletræsfest for alle børnegymnaster og deres familier, tonsedag i januar og vores store sæsonafslutning - gymnastikopvisningen i foråret, hvor ca. 200 børnegymnaster og et enkelt voksenhold gav eksempler på, hvad de havde arbejdet med vinteren over.

Efter opvisningen lukkede vi ned for sommeren, velvidende at vi til den kommende sæson vil komme til at mangle nogle af vores dygtige og meget engagerede instruktører. Det er altid spændene, hvordan vi kommer i mål med programmet, men vi synes faktisk det er lykkes meget godt i år. Med ganske få justeringer af vores udbud og med hjælp fra et par nye instruktører, en tidligere der er vendt tilbage, en der tog et ekstra hold og et par nye hjælpetrænere, fik vi det hele til at gå op. Særligt hjælperne er vi glade for. Vi er nemlig i den situation, at næsten alle vores børnehold er blevet rigtig store i år. Vi har således ca. 240 børn fordelt på 10 hold og ca. 110 voksne fordelt på 8 hold.

Til opstart af den igangværende sæson valgte vi at få et nyt system til at styre tilmeldinger mm. Det ser umiddelbart ud som om det har været en god investering. Det er blevet betydeligt nemmere for den enkelte instruktør at få overblik over tilmeldte på holdet og muligheden for at kommunikere med medlemmerne er også blevet nemmere. Desuden er alt det administrative blevet samlet ét sted og særligt vores kasserer virker begejstret for programmet og dets muligheder.

Den sidste udfordring, som vi mangler at få sat rigtigt i system, er administrationen af de mange frivillige i foreningen. Vi har efterhånden fået et godt overblik over, hvilket opgaver vi har brug for hjælp til i løbet af sæsonen. Selvom man har mulighed for at købe sig fri for frivilligt arbejde, har vi heldigvis stadig rigtig mange der gerne ligger ca. 2 timers arbejde i gymnastikforeningen. Vi har således en ”bank” med adgang til ca. 350 timers frivillig arbejde + ca. 7000 kr. i ekstra indtægt. Begge dele uundværlige for at kunne drive og i særdeleshed forkæle både vores medlemmer og vores instruktør i form af fx nyt udstyr, bespisning eller leje af springcenter til ekstratræning.

Og netop udstyr og ekstratræning er noget af det vi bruger lidt ekstra tid på i bestyrelsen i øjeblikket. Vi vil gerne opdatere nogle af vores redskaber og så har vi inviteret alle vores springhold (spring 1, spring 2 og spring Sønderholm) med til ekstratræning i springcenteret på Aabybro efterskole i næste weekend. Ligesom de største springere lige har haft ekstratræning med overnatning i sidste weekend.     

Til slut vil jeg gerne fremhæve den store indsat og energi vores instruktører ligger for dagen. Det er svært at rose dem nok. Og med en lille bagtanke vil jeg også gerne gøre opmærksom på det fantastiske samarbejde vi har i bestyrelsen. Det kører bare, men vi vil rigtig gerne have nye medlemmer, der kan hjælpe os med at tænke nye tanker og komme med nye ideer til, hvordan vi skal udvikle RIF Gymnastik i fremtiden.


Mette Nimand

Formand for RIF Gymnastik