Som inspiration til årets beretning, går jeg ind og læser den fra året før. I år havde jeg mest lyst til at lave en kopi heraf, for ligesom i den store bage-dyst, så tror jeg nu vi har fundet en rigtig god opskrift på at drive vores gymnastikforening, men har så altid lidt smårettelser undervejs.
Jeg er stolt af hvor vi er i dag med vores forening, og det ikke mindst fordi vi har så mange medlemmer, så dygtige instruktører og hjælpere, og så selvfølgelig en bestyrelse der arbejder rigtig godt sammen.
Vi ha igen i år mange medlemmer ved sæsonstart, og kun et hold er nedlagt. Et mere måske på vej, men vi håber fortsat på overlevelse.
Især springgymnaster har vi mange af i år. På alle 3 springhold, har vi oplevet en tilgang, og det er vi rigtig glade for. Også de øvrige børnehold kører godt med mange medlemmer, så vi håber at vi igen i år, oplever at slå rekord i antal medlemmer. Sidste sæson endte vi i gymnastikafdelingen med at være dem med flest medlemmer. Wow det der vildt! Set i lyset af at fodboldafdelingen igennem mange år, har været en af de største fodboldafdelinger i Aalborg Kommune.
Det må i sær være takket være vores dygtige instruktører, som med engagement og energi byder de mange medlemmer velkommen på holdene. Pga. af dem, er der mange der har lyst til at komme til træning.
Vores mål er ikke at skabe en økonomi med stort overskud, men fordi vi hele tiden overgår forventningerne til antal medlemmer, viser det sig også positivt i vores økonomi, sådan at vi har kunnet investere i lidt nyt materiel og uddannelse af instruktører. Det er vi også taknemmelige for. Bl.a. har vi her i oktober været en større flok afsted på gymnastik messe i Herning, som er en weekend fyldt med inspiration til alle undervisere og bestyrelse.
Igen i år, har vi valgt, at man ved tilmelding skal vælge hvad man ønsker at hjælpe med. I år dog med den forskel, at dem der vælger at give en hjælpende hånd, opnår 100 kr. rabat ved tilmelding. Det synes vi er en god måde at anerkende dem der vil give en hånd med, og helt legitimere for dem der ikke ønsker at bruge tiden frivilligt hos os. Man kan nok godt regne med at det er et system vi også benytter fremover.
Vores betalingssite er desværre ikke så fleksibelt, og der ligger mange mandetimer i at holde styr på tilmeldingerne. Derfor har vi forsøgt at gøre det mere simpelt i år. Det har også betydet at vi har fjernet rabatten ved søskende, eller flerholdstræning for børn. Vores oplevelse er at det ikke har været mange det ramte tidligere, men kan også se at det har afstedkommet lidt ærgrelse fra nogen, så vi prøver at tænke det ind igen til næste år.
Tonse-dagen ved opstart i år, blev i samarbejde med borgerforeningens årlige dyrskue. Det må siges at være en succes, så mon ikke også det er noget vi ender med at gentage til næste år.
Den største forandring hos os i år, er at vi har budt ”Idræt på tværs” velkommen i gymnastikforeningen. Det er vanskeligt med frivillige til både bestyrelse og som instruktør, og derfor har vi valgt at gå sammen om at arbejde for det samme. I Idræt på tværs, har de også ansvaret for Hocky som måske er lidt mere spøjs i Gymnastik, men pyt, bare der er plads til alle, så finder vi også ud af det. Vi har i samme forbindelse udvidet bestyrelsen med en, da formanden fra Idræt på tværs har været med, så vi kan trække på hinandens erfaringer. Fra næste sæson vil det blive endnu mere tydligt på vores hjemmeside og i økonomien at vi nu er sammen, og i år er mere et overgangsår, hvor vi kører sideløbende.
Til sommer kommer Landsstævne til Aalborg, og i den forbindelse har vi valgt både at oprette et hold, samt stille med en gruppe frivillige. Jeg personligt glæder mig meget til oplevelsen, og har derfor også valgt at stå i spidsen for os i RIF. Ønsker man at være en del af oplevelsen, og den glæde der omkring hele landsstævnet, så kan man som frivillig melde sig direkte til mig. Man kan også frem til april, tilmelde sig som deltager, og dermed få adgang til workshops inden for 21 forskellige idrætter. Det bliver en fest!
Jeg vil slutte med en stor tak til alle frivillige, lønnede og medlemmer – I er alle med til at gøre RIF gymnastik en forening, som vi kan være stolte af.
Jeanette
Formand for RIF gymnastik
Referent/pbv.
Jette